Udbrændt og håbløs - når stress starter i barndommen

Stress findes i mange sværhedsgrader.

Nogle gange træder der mennesker ind ad døren, som er meget svært ramte. De er håbløse og udbrændte. De har ofte forsøgt at komme tilbage til arbejdet i flere omgange, men rammer panden mod muren igen og igen, og de får det værre og værre. Mange har en indre uro, som forstyrrer dem døgnet rundt, de sover elendigt – og følelsen aldrig at kunne finde hvile kan drive dem derud, hvor de føler, de er ved at gå helt i stykker.

Flere har været hos andre behandlere og fået at vide: ”Det er vigtigt, at du hurtigt kommer i gang med at arbejde igen – det viser forskningen”. Og de har fået følelsen af slet ikke at blive set og forstået, for de har jo prøvet, men bare fået det værre. For filmen er knækket helt og aldeles, så hvordan skal man nogensinde kunne vende tilbage bare få timer om ugen?

Historiens solide fodaftryk ved alvorlig stress

Får jeg sådan et menneske ind ad døren, bruger jeg god tid på at folde historien ud. For som regel ligger der en fortælling fra barndommen gemt hos disse mennesker, som vedkommende aldrig har forholdt sig til eller fået gjort op med. 

Det er meget ofte en barndom præget af forældre med psykisk sygdom eller forældre med alkoholmisbrug. En barndom, hvor barnet måtte lære at klare sig selv. Selv finde mad, selv stå op og komme i skole de dage det lykkedes, måske blive slæbt rundt på diverse bodegaer og drikke 15 sodavander, før man gik hjem med en døddrukken far eller mor eller sov på gulvet under bordet på bodegaen.

På ydersiden kommer der måske en meget driftig og tilsyneladende stærk person ud af det.

Sådan et menneske, som har set ud til at kunne klare lidt af hvert senere i livet. Sådan en som bidrager positivt og tager ansvar på jobbet og måske også i fritiden. Som får ting til at ske og har et højt aktivitetsniveau.

Når barnet bliver voksen

Men hvis man kigger på indersiden af dette barn i voksenudgaven, vil man se et andet billede. Her er et barn, som lærte at lukke af for sine egne behov og dermed heller ikke kunne tage sig af dem. Her er et barn, som blev ekstremt god til at læse andre mennesker og tage sig af andres behov.

Et barn, som altid var i højeste alarmberedskab af frygt for, hvad der kunne ske – og den tilstand blev med tiden mere eller mindre permanent. Nu som voksen er alarmtilstanden blevet til den konstante indre uro, som er så svær at slippe ud af. 

Vi skal have synliggjort de ubevidste strategier

Det kan have meget lange udsigter at komme sig igen, når først man er kollapset helt med stress og i den grad er slået til jorden af håbløshed. 

Man skal have hjælp til at forstå, at med en barndom som den beskrevne, så er ens fundament usikkert og kræver en anden indsats end hos de, som har haft en tryg og sikker barndom.

Man skal have hjælp til at se, hvordan man vedligeholder stressen i sin hverdag, så man kan bryde mønsteret.

Hjælp til at høre, hvordan man taler hårdt til sig selv - i forsøg på at holde sig oppe – men også hjælp til at få ændret det sprog, så det i stedet støtter og nærer én.

Og så skal man lære kunsten at være omsorgsfuld overfor sig selv. Hjælpes til at forstå, at man nu starter forfra med at bygge sig selv op med stilladser, som tager udgangspunkt i en kærlig og blid tilgang til sig selv.

Den meningsfulde hypnose

Når vi har afdækket flere af disse ting, så giver det mening at lave en hypnoseindspilning til hjemmebrug, som retter sig mod at drage omsorg og give tryghed til det barn, man var en gang. 

Det kan være en proces fyldt med sorg og måske også vrede. Men ret hurtigt opstår der også håb og tro på, at man er på rette kurs og kan komme videre. At man faktisk kan medvirke til at hele de traumer man har med sig.

For man kan mærke, at man falder mere og mere til ro, jo mere man får arbejdet med sig selv og barnet indeni.

Den proces – og det samarbejde jeg og klienten har her – er noget af det mest meningsfulde jeg oplever i klinikken. Dér hvor erkendelsen falder på plads – og han/ hun pludselig forstår, hvordan man er ramt af sin fortid og nu må skifte spor og gøre noget andet, end det man altid har gjort.