Skal du ALTID yde, før du må nyde?

Så er du ikke alene. Rigtig mange af de klienter, som dukker op hos mig med en stressproblematik, har det på samme måde.

Når vi folder deres livshistorier ud sammen, så har de ofte haft en barndom og ungdom præget af fraværende forældre, som havde alt for travlt. En af måderne at få opmærksomhed på var ved at være flittig og dygtig, for så faldt der måske af og til lidt anerkendelse af.

Eller måske var der en bror eller søster, som fyldte rigtig meget på den trælse måde med råben og skrigen og masser af konflikter med forældrene, så der ikke var plads til, at du også måtte fylde med alt hvad det indebar af pubertetsoprør og vrede, når mor og far var urimelige og satte alt for mange begrænsninger op?

I den sidste udgave var der måske en mor, som var psykisk syg eller meget svag på grund af fysisk sygdom. En mor, som intet kunne levere i hjemmet, og havde brug for at børnene klarede sig alene og tog fra. Måske var der ovenikøbet en far, som var dybt frustreret og blev hidsig og slog, hvis man var utilbens eller måske bare var til stede. Så kunne man virkelig lære, at man ikke måtte være, som man var.

Et mønster af tilpasningsdygtighed

I mange af disse hjem tilpasser børnene sig på bedste vis, så de bliver rigtig dygtige til at aflæse andres behov og tilfredsstille dem. En del af tilpasningen går også ud på at skrue ned for sine egne behov, for der er alligevel ingen, der tager vare på barnets behov og kommer dem i møde.

Når man har dette mønster med sig, er det rigtig vigtigt at blive bevidst om det. For mønsteret kan gøre én meget sårbar. Man kan let komme til at drive rovdrift på sig selv: Knokle løs fra morgen til aften uden en eneste pause. Tage ansvar for langt mere, end man kan holde til. Man kan også være i risiko for at blive udnyttet af sine omgivelser og presset for meget, fordi man ikke kan finde ud af at sige fra.

Og pludselig så knækker filmen, og man bliver ramt af stress.

Hvis man ikke får gjort op med det gamle mønster fra barndommen, så er det ret sandsynligt, at man fra nu af vil være i fare for at blive ramt af stress igen og igen. Bliver mere og mere hudløs og sårbar. Udvikler flere og flere kropslige smerter, fordi alt det man fortrænger af følelser og uforløste behov sætter sig som spændinger i kroppen.

Hvad kan man så gøre?

Ofte kan der være brug for hjælp til at få tydeliggjort de mønstre eller leveregler, som gør en følsom for stress. Først når man er bevidst om dem, kan man gøre noget ved dem. Beslutte sig for, at nu er det slut med altid at yde, før man må nyde. Begynde at sætte sig selv først og træne i at passe på sig selv, før man passer på alle andre.

Jeg har selv lige haft en fridag, hvor den gamle udgave af mig ville være gået i gang med rengøringen fra det øjeblik, familien var ude af døren. Jeg ville have knoklet løs hele dagen, skrubbet og skuret huset, glemt at spise frokost, glemt at holde pause og være fuldstændig udkørt, når familien kom hjem og skulle have serveret aftensmad.

Men jeg knokler med at ændre mine mønstre. Jeg besluttede mig for, at jeg skulle meditere 10 min. før jeg måtte noget som helst andet. Efter 2½ time tvang jeg mig selv til at lave te og en god ostemad og sidde stille og læse ½ time. Det var IKKE nemt. Og det har taget mig mange år at nå hertil. Men jeg VIL ikke blive ved med at følge det mine gamle mønstre dikterer: At jeg skal være flittig og dygtig. Jeg skal lære at være god ved mig selv og give mig selv anerkendelsen for det jeg gør – jeg skal ikke være afhængig af andres anerkendelse.

Havner du også i mønstre, hvor du hele tiden kommer til at overskride dine egne grænser, så begynd allerede nu med at ændre dine vaner: Lav påmindelser på din telefon, så du husker på at få spist frokost, at få et middagshvil eller komme ud i solskinnet og gå en tur.  Du skal i gang med at lære at passe på dig selv - og lære at nyde, før du har ydet. Bare en gang i mellem!