Sårbar og supervred - at lære at leve med at være skrøbelig

”Alle andre lever bare de her perfekte liv, de kan bare det hele. Bare se på dig der, psykolog og det hele – alle omkring mig kører bare med klatten. Og her sidder jeg fuldstændig splattet ud, kollapset, og jeg er bare så VRED. Det er faneme uretfærdigt, at alle andre kan holde til livet, og det kan jeg ikke.”

Kvinden i stolen er rasende. Hun har i mange år holdt facaden, levet det hurtige liv, hvor hun har virket kompetent og stærk. Alle andre har troet, at hun kunne det hele. Og pludselig er hun kollapset med angst og stress. Hun er så vred.

Her skal hun pludselig til at leve med ikke at kunne det hele, når alle andre kan. Til at leve med, at den sårbarhed og angst, som hun godt kendte til, pludselig nu fylder en hel masse i hendes liv.

Og så er det, det bliver tydeligt, at jeg som psykolog har en kommunikationsopgave. For det er et fåtal af de mennesker vi går i blandt, der lever perfekte liv. Vi tror en hel masse om hinanden, fordi vi kun ser overfladen. Det er så få, vi reelt deler med, hvordan vi går og har det.

Men jeg VED, at mange mennesker har det ligesom kvinden her. Jeg ved, at utrolig mange af os går rundt og ser supervelfungerende ud, men sjældent er det, i hvert fald ikke hele tiden. Mange af os kniber ballerne sammen og håber på, det holder vand, og måske kollapser vi så om fem år. Eller måske overlever vi bare hverdagen og lever for ferierne, hvor vi kan koble af og håber på at holde, indtil vi bliver pensionister.

En anden måde at tackle sårbarhed på

Men en anden løsning udvej er at lære at leve med sin skrøbelighed - ved at tage den til sig og tage hensyn til den, så den får vilkår, den kan være i uden at få os til at kollapse.

Og det er det jeg hiver frem der sammen med kvinden, der er så rasende. Jeg siger noget i stil med:

”Det kan godt være du synes, ting ser perfekte ud hos mig. Jeg er psykolog, jeg kommunikerer om ro og lignende på diverse platforme, jeg ser måske ud til at have et stort overskud, og det har jeg også ganske ofte.

Men det du ikke ser, det er at jeg har en halv time mellem mine klienter for at kunne nå at hvile hovedet – og at jeg sover til middag hver eneste dag. De dage, som er ekstra hårde, der sover jeg også, når jeg kommer hjem. Jeg har et barn med autisme og ADD, og et barn med angst, og når de har det skidt, så tærer det i den grad også på mig. De dage, hvor de har det dårligt, der må jeg tage ekstra hvil for at have overskud til at være mor.

Jeg har en hjerne der sprudler af idéer og overskud, og jeg har aldrig haft det bedre i mit liv, men det er kun, fordi jeg passer på mig selv og min hjerne. Hvis jeg ikke tager mine pauser og får tanket op og vælger ting fra, så brænder jeg ud på kort tid. Jeg har været nede at vende med stress, som varede ved i flere år efter. Jeg har med årene lært at leve med, at jeg ikke bare kan klø på og klemme balderne sammen. Jeg sørger for at lade op løbende, at finde ro løbende, at dyrke nydelse og glæde, og så har jeg max 18 klienter om ugen – og jeg overskrider det aldrig, for hvis jeg gør, så begynder jeg at skubbe til mine grænser.

Så kommer mekanismen i gang med at knibe ballerne sammen, og så mister jeg fornemmelsen for mig selv, og hvad jeg kan holde til.

Jeg sagde op i det offentlige, fordi jeg ikke kunne holde til at blive ved med at omstille mig. Jeg blev selvstændig for at kunne indrette mit arbejdsliv, så jeg kunne tage de nødvendige hensyn til mig selv. Jeg har taget ansvar for min sårbarhed. Jeg er ikke et offer, fordi jeg har en hjerne, der formentlig kunne få en ADHD diagnose, hvis jeg ønskede det.

Jeg er en stærk kvinde, som tager ansvar for mig selv, og derfor kan jeg holde til livet og ikke bare overleve, men leve et rigt og fantastisk dejligt liv og gå glad i seng hver eneste dag”.

OK, noget af det sagde jeg faktisk ikke lige der til hende – men jeg har tænkt, at jeg gerne ville have sagt det. Men meningen kom frem:

Det nytter ikke at splatte ud og opgive livet, når vi bliver slået ud. Vi må lære vores sårbarhed at kende, og når vi kender den, så skal vi lære at tilpasse livet til os, så vi kan holde til det.

Vigtige leveregler

Vi skal sørge for at have en smule nydelse og stilhed hver dag, hvor nydelsen synker ind.
Vi skal sørge for at tage pauser, hvor der ikke sker noget – og nej, det vil ikke sige pauser på mobilen.
Vi skal tage ansvar for at holde vores kroppe i gang, for en krop der er i form har mindre ondt.

Photo by Uday Mittal on Unsplash