Omsorgstræthed og compassion

Det her var en artikel, som Politiken bragte i påsken om omsorgstræthed: Det der med at blive drænet, så man ikke har mere at give af, når man er i et omsorgsfag. Det er aktuelt i mange fag – fx pædagog, sygeplejerske, præst, læge, psykolog og SOSU-assistent/ hjælper.

Jeg har tidligere skrevet om det i relation til forældre, der har børn, der er syge eller har særlige behov. Men for alle gælder det: Vi bliver slidt, når vi forsøger at løse eller fjerne andres problemer.

Denne artikel handler om en anden måde at forholde sig til problemer på, nemlig den compassion-orienterede måde. Hvad vil det så sige? Det vil sige, at man møder den, der lider, med medfølelse, men IKKE forsøger at fjerne den andens problemer. For ofte er det en uløselig opgave.

Jeg kan som psykolog ikke tage din depression væk. Jeg kan ikke fjerne den skam eller vrede, du føler. Jeg kan være der som medmenneske, som vidne og som sparringspartner. Måske kan jeg med min hjernetræning/ hypnose lindre noget og give dig større ro, så du bedre kan rumme din smerte.

Men helt grundlæggende er indstillingen i ’compassionfokuseret terapi’, at lidelse er en del af det at være menneske. Alle mennesker har ondt af og til. Nogle mere end andre.

Hjælpekunsten handler med compassionfokus bl.a. om at hjælpe den, som lider, til at kunne være sammen med sin lidelse på en anden måde, så den måske bliver mindre lidelsesfuld. Ikke at lægge låg på den for at få den til at gå væk.  

Noget af det som kan være hjælpsomt er bl.a. at vide, at du ikke er alene. Vi er en del af et fællesskab som mennesker. Selvom du kan føle dig frygtelig ensom, så er der andre ligesom dig, der også sidder hjemme, måske ude af stand til at arbejde eller komme ud, som også er ulykkelige eller har ondt.

Og det at vide det, kan blive en trøst.  

Jeg har brugt det med nogle af mine klienter, når de føler sig allermest alene og isolerede, at sige: ”Jeg ved, du lider – og jeg ved at du er frygtelig ensom. Men du skal vide, at jeg kender adskillige kvinder ligesom dig, der også sidder hjemme, ude af stand til at kunne arbejde, og har det akkurat som du. Du er ikke alene.”

Jeg husker særligt én samtale, hvor kvinden i den anden ende af online samtalen sank en klump, og så sagde hun: ”Det gør mig faktisk rigtig godt at vide.”

Vi har brug for at føle, at vi ligner nogen. Vi har brug for andre at spejle os i for at føle os mindre isolerede og ensomme. Det er også derfor, jeg ofte skriver om dette emne. Vi mennesker er flokdyr, og når vi af den ene eller anden grund ryger ud af fællesskabet, så kan ensomheden føles afgrundsdyb – og meningsløsheden banker på. Men tro mig: Du er ALDRIG alene om at have det sådan.  

Hvis du er omsorgsperson – enten som ansat eller som pårørende – kan der være guld at hente i at sætte dig lidt ind i compassion som måde at forholde sig på. Det handler nemlig også om, at du selv kan have brug for at få fyldt på, for at kunne blive ved med at være medfølende med dem, du skal hjælpe.

Du kan høre en guidning, jeg har lavet, med compassionfokus på Youtube, se link i bio til ’Medfølelse og omsorg til dig med smerter’. Den er oprindelig tænkt til dig med fysiske smerter, men nu har jeg fået flere tilbagemeldinger på den: Den kan sagtens bruges også af dig, som oplever at du har ondt i livet, er deprimeret, stresset eller andet.

Har du lyst til at læse mere om compassion eller høre nogle guidninger, så tjek her på Dansk Center for Mindfulness’ hjemmeside.