Når vi jager en kæreste for ikke at mærke os selv

På et tidspunkt talte jeg med en moden mand omkring det at være alene. Jeg fortalte, hvor meget glæde jeg fandt i en stille stund helt for mig selv, og han var dybt forundret: ”Jeg hader at være alene” sagde han.

Han søgte selskab hele tiden for at undgå at være alene, og eftersom han var single, blev det en kamp for hurtigst muligt at finde den næste kæreste. For det gjorde for ondt at mærke sig selv, når der blev stille. Han var næsten lige kommet ud af et langt parforhold, hvor han havde oplevet en del traumatiske ting, men han mente allerede efter få måneder, at han nu var klar til det næste.

En kæreste kan lægge låg på ubehagelige følelser

Og på den måde kan man jage hvileløst rundt for at finde sig en partner, der kan hjælpe med at lægge låg på diverse ubehagelige følelser. Problemet i denne løsning er bare, at man dermed gør sig selv afhængig af, at et andet menneske ’fylder hullet’ inden i én. Det kan medføre en uligevægt i parforholdet, hvor den anden på et tidspunkt risikerer at blive træt af at skulle stå til rådighed hele tiden og miste sin bevægelsesfrihed og aldrig kunne lave noget for sig selv.

I forelskelsesfasen kan det måske godt gå an, fordi man er så optændt af tanken om at have fundet en soulmate. Men når den indledende forelskelse glider over i noget mere hverdagsagtigt, kan det blive anstrengende at være modparten, og forholdet kan udvikle sig til et ubalanceret spil om småklæbende adfærd fra den ene (bliv her/ bekræft mig/ se mig) og afvisning fra modparten (gå væk, jeg har brug for alenetid).

Ubehaget forsvinder ikke

Som regel vil de ubehagelige følelser ikke være forsvundet, hvis man så mister den nye kæreste. Så vil de være der igen, og måske vil der være føjet yderligere kraft til, for nu har man så fået endnu et nederlag oveni.

Så hvad så? Hvad stiller man op, hvis man vitterlig ikke bryder sig om at være alene?

Man kan selvfølgelig gøre mest muligt for at være aktiv og finde aktiviteter og hobbies, hvor der er andre mennesker – eller lede efter kærester, så man kan undgå at være alene ret længe ad gangen. Eller man kan drukne ubehaget ved bevidstløst at falde om i sofaen og lade mobilen, netflix, flow tv, slik, chips og cola forhindre, at man mærker noget som helst.

Men set fra psykologens stol er det en kortsigtet strategi. For mig at se, er der noget rigtig vigtigt i, at vi kan falde til ro i vores eget selskab og ligefrem også nyde, når vi har en stille stund. Vi er så meget på i det samfund, vi har fået konstrueret, og vores nervesystem er ikke gearet til at skulle blive underholdt konstant enten af mobiltelefonen eller af andre mennesker. Og hvis vi fortsætter den vej, risikerer vi at udvikle stress og belastningstilstande.
Vi er biologiske væsner, hvis hjerne skal samle kræfter og restituere, og det gør den bedst, når vi sover og slapper af i ro.

Flygter du fra ro?

Så hvis du mærker uro og ubehag, når du er alene, som gør at du flygter ud i konstant aktivitet eller måske bare render rundt derhjemme og gør rent konstant, så er der måske brug for at få stoppet op og set på, hvad det er du løber fra? Og få ryddet op. Måske gemmer der sig ikke de store traumer – måske er du bare kommet så langt op i tempo, at du har svært ved at geare ned igen – som om speederen har sat sig fast.

Men det kan også være, der er temaer fra din fortid, som du skal have kigget på og ryddet op i, før du kan finde roen. Så er en psykolog måske overvejelse værd!

Du kan måske hente inspiration til dit arbejde med fx ensomhed i den podcast jeg laver med en god kollega. Du finder udsendelsen om ensomhed lige her.